Anafylaksi

En hurtig reaktion kræver hurtig handling. Anafylaksi er en alvorlig allergisk reaktion, som kræver øjeblikkelig behandling. Anafylaksi kaldes også anafylaktisk shock, allergishock eller allergisk shock. Det kan starte pludseligt, i løbet af et par sekunder eller minutter, men det kan også tage et par timer at udvikle symptomerne efter kontakt med et allergen.

Akutbehandling ved anafylaksi skal gives hurtigt; vær derfor forberedt

Anafylaksi er en alvorlig allergisk reaktion, som kræver øjeblikkelig behandling. Er man i risiko for at få anafylaksi, skal man altid have to adrenalinpenne på sig og øve sig i at bruge dem.

Anafylaksi er meget alvorligt

Anafylaksi kan i alvorlige tilfælde give vejrtrækningsproblemer og få blodtrykket til at falde hurtigt, hvilket kan føre til, at man mister bevidstheden. Hvis anafylaksi ikke behandles hurtigt, kan det blive meget alvorligt. De mest almindelige årsager til anafylaksi er allergi over for visse fødevarer og insektgifte (bi- og hvepsestik).

 

Adrenalin skal injiceres hurtigt

Den vigtigste behandling ved anafylaksi er en øjeblikkelig indsprøjtning med adrenalin i lårmusklen. Adrenalinen virker hurtigt ved blandt andet at få blodkarrene til at trække sig sammen og luftvejene til at udvide sig, hvilket mindsker symptomerne ved en anafylaktisk reaktion. En eventuel hævelse i ansigt og læber falder, og det bliver lettere at trække vejret. Endvidere påvirkes hjertet, så det slår kraftigere og hurtigere, hvilket medfører, at blodtrykket stiger. Selvom adrenalinen køber tid, skal man straks opsøge akutmodtagelsen. Det kan nogle gange være nødvendigt at gentage adrenalininjektionen, hvis symptomerne vender tilbage, inden man har fået hjælp.

 

At være forberedt

Den mest effektive måde at håndtere anafylaksi på i hverdagen er at være bevidst om og undgå de allergener, som udløser en reaktion, men dette kan nogle gange være svært.

Personer, der risikerer et allergisk shock, skal altid have to adrenalinpenne (adrenalin auto-injektorer), ved hånden. Ved også at have en klar handlingsplan og ved at øve sig med specielle træningspenne vokser trygheden i en akut situation. Det er også vigtigt altid at have sin allergimedicin, som fx antihistaminer, med sig.

Ved mistanke om anafylaksi skal adrenalin auto-injektoren benyttes med det samme, og derefter skal man straks søge hjælp (ringe 112).

Last updated: 2017.03.13